Karolinehaven
Karolinehaven er et nyt byggeri på Eternitten, Aalborgs nye store byområde, hvor den gigantiske Dansk Eternit Fabrik var beliggende.
Karolinehaven er en kombination af moderne boliger, som består af lejligheder og erhverv. Lejlighederne er i varierende størrelser med tilhørerende altaner.
Bebyggelsen består af to punkthuse med henholdsvis tre og syv etager samt en mere sammenhængende bygningskrop mod øst, der terrasserer fra seks til fire etager. Parkeringen er placeret i stueplan under det grønne gårdrum med direkte adgang til bebyggelsens opgange. Byggeriet udgør en sammenhængende ”slangebebyggelse”, der lægger sig omkring et indre gårdhavemiljø. Den sammenhængende bygningskrop danner gode og veldefinerede byrum mod tre sider og åbner sig mod vest med fire markante gavle.
Byggeriets ”knækkede” form skaber variation og bevægelse i de omgivende byrum, mens den indre gårdhave naturligt knytter sig til det foranliggende grønne område. Bebyggelsens boliger disponeres omkring i alt otte opgange, der er fordelt langs bygningens ydre facade, hvor bygningen møder byen. De rummelige og lyse opgange giver typisk adgang til tre lejligheder på hver etage. Opgangene giver derudover beboerne direkte udgang til de fælles grønne arealer i det centrale gårdrum på 1.sal samt adgang til det overdækkede p-areal i stueplan.
Bygherre: Søren Enggaard A/S
Team: Arne Andersen Vrå, By + Landskab, Rambøll, Friis & Moltke