Et moderne læringsmiljø med skoven som reference
I udformningen af både det arkitektoniske greb og den pædagogiske tilgang, er der særligt taget udgangspunkt i de pædagogiske visioner, hvor skoven bruges som referencebillede på både en pædagogisk tilgang og et særligt værdigrundlag i hverdagen. Arkitekturen skal indgå som et naturligt samspil med visionerne og føje nye facetter til Lindbjergskole. I denne sammenhæng er arkitektur i høj grad en sammensmeltning af både fysiske bygningsvolumener, den daglige undervisning og måden, hvorpå børn og mennesker mødes med verden.
Vi har bevidst valgt at arbejde med flere små ”skoler” i den store skole. Således udlægges både indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen som selvstændige atriumbygninger, hvor der i hver bygning tilbydes netop de faciliteter og den kontekst, som er relevant - både for den enkelte årgang og enkelte elev. Hver af disse bygninger får således en egen indre identitet, som stærkt knytter referencer til børnenes undervisningstrin. Mellem disse solitære bygninger udlægges fælles faciliteter - kaldet 3rd Spaces. Disse (hjerte)rum udformes som et beskyttet uderum, hvor skoven trækkes helt tæt på hverdagen og bliver et uundgåeligt omdrejningspunkt for livet og brugen af skolen.
De enkelte bygninger placerer sig differentieret i forhold til hinanden, og trækker på denne vis landskabet og skoven med dybt ind i skolen og skaber en nær og direkte forbindelse med uderummene. Bygningerne opleves som liggende i en lysning i skoven, hvor ny skov trækker oplevelsen af stammer, træer og skovbund med helt tæt på. Horisontalt er skolen opbygget i to ”lag”. I stueplan findes de udadvendte, grove og kreative undervisningsrum, i nær tilknytning til udearealer og udeværksteder. På første salen placeres de mere teoretiske og programmerede undervisningsrum. Herved skabes der i skolen en naturlig opdeling, som også finder sin reference i skovens retorik – stammerne/rødderne/kroppen har fat i jorden og folder sig ud i rummet, mens kronen/hovedet strækker sig op i højden og giver rum til refleksion og udsyn.
Adresse
Hammerum
Bygherre
Herning Kommune
Omfang
13.500 m²
Arkitekt
FRIIS & MOLTKE Architects
Landskabsarkitekt
Eng Arkitekter
Ingeniør
Orbicon
Entreprenør
A. Enggaard
Konkurrence
2017