Sønderjyllands Akutsygehus kåret som Årets Sundhedsbyggeri 2020

Nohrcons pris for Årets sundhedsbyggeri 2020 blev idag overrakt til projektteamet bag Sønderjyllands nye akutsygehus i Aabenraa, der har været igennem en omfattende og eksemplarisk udvidelse og ombygning.

En offentlig afstemning og en fagjury afgjorde, at det var Aabenraas nye pragtprojekt, der fortjente den prestigefulde pris. Juryen fremhævede, hvordan sygehuset nu udnytter den flotte udsigt og lyset, som er så vigtigt for vores velbefindende. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for de nye, moderne faciliteter, der understøtter gode og sikre forløb for patienterne, og som samtidig letter hverdagen for medarbejderne.

Det nye akutsygehus i Aabenraa er ét af de fire akutsygehuse i Region Syddanmark. Nyt og gammelt, funktionalitet og æstetik, samt projektforløb og -pris er gået op i en højere enhed i projektet. Byggeriet på hele 34.000 tæller bl.a. en ny sengebygning med enestuer og ambulatorier, et nyt laboratoriecenter, en ny intensivafdeling, en ny sengecentral, udvidelse af varemodtagelsen og en ny helikopterlandingsplads. Alt sammen udført til tiden og til aftalt pris, men en minimal afvigelse på 0,17 % ud af byggesummen på ca. 700 mio. kr. efter udbud med mængder.

Peter Fosgrau, Adm. Sygehusdirektør, Sygehus Sønderjylland udtaler: ”På akutsygehuset i Aabenraa har vi samlet alle de akutte funktioner i et moderne byggeri, der på alle måder rummer nye tanker for sygehusbyggeri og patientbehandling. Samlingen af alle akutspecialerne betyder, at de akutte lidelser kan blive behandlet hurtigt, og rammerne med enestuer til alle patienter gør, at der kan skabes en højere grad af fortrolighed mellem personalet og de indlagte patienter. Det hører vi allerede nu fra patienterne er et væsentligt løft.”

Palle Hurwitz, Partner, FRIIS & MOLTKE Architects, udtaler: ”Vi er beærede over at modtage prisen for Årets Sundhedsbyggeri. Med udvidelsen af Aabenraa Sygehus har hele teamet i samarbejde med bygherren skabt et stykke helende arkitektur, der giver stor intern overskuelighed, effektivitet og samtidig bringer lys og udsigt helt ind i alle sengestuer. Det gode samarbejde mellem bygherre og rådgiverteamet er årsagen til, at det ambitiøse projekt overholder både budget og tidsplan, og samtidig indfrier bygherres og konkurrenceprojektets visioner. En stor tak til Nohrcon, alle der har stemt og ikke mindst Region Syddanmark, Sygehus Sønderjylland, Cowi, Ravn Arkitektur, 5E Byg og Møller & Grønborg.”

Læs mere i Nohrcons pressemeddelelse og se flere billeder fra overrækkelsen på Nohrcons hjemmeside

Sønderjyllands Akutsygehus kåret som Årets Sundhedsbyggeri 2020

Aabenraa Akutsygehus / Projektside

Aabenraa Akutsygehus er et forstærket og moderne center for sundhedskompetencer

Aabenraa Akutsygehus er ét af fire akuthospitaler i Region Sønderjylland. Den arkitektoniske hovedidé tager udgangspunkt i ønsket om at lave et imødekommende sygehus for både patienten, den pårørende og de ansatte. Med imødekommende menes et hus som i sit udtryk, skala, organisering og detaljering tager udgangspunkt i de mennesker, der skal bruge det. Med designet af Aabenraa Akutsygehus er der skabt et nærværende og inspirerende sygehus, som bliver bundet sammen af en logistisk struktur og en klar funktionsopdeling.

Læs mere

Aabenraa Akutsygehus
Sønderjyllands Akutsygehus