Ørsted Norddeich, Tyskland Administration/servicearealer
I udformningen af bygningen er der arbejdet særlig med tilpasningen til stedet og nedtoning af bygningens omfang. Den nye bygning skal indpasse sig naturligt i miljøet og skalaen på havnen, men også signalere at ”her sker noget nyt”. Det markante menneskeskabte landskab bruges aktivt og skråningerne forlænges op mod huset, således at den toetagers bygning deles visuelt i to volumener. Den nederste etage integreres således i landskabet, og åbner hvor aktivitet kræves. Oven på denne kunstige skråning placeres en klar rektangulær ”æske” i en etage, hvor der åbnes op mod udsigterne, og her placeres kontorarbejdspladser o.l. På denne måde opdeles bygningen visuelt i to dele og bygningens omfang nedtones. Samtidig understreges bygningens karakter af udsigtspunkt og pejlemærke på den yderste spids.
Bygningen opbygges visuelt af to enkle elementer – skråningen og ”æsken”. Skråningerne udføres græsbeklædte som de ses i dag, de føres blot videre op af facaderne. ”Æsken” er en lys, let reflekterede pladebeklædning af metal, som diskret reflekterer himlen og vandet. Skyernes bevægelse hen over himlen kan skimtes i facaderne, og formidler således vindens styrke, som netop er årsagen til at bygningen findes på dette sted. Hjørnerne på æsken er elegant afrundede, hvilket er med til at understrege den skulpturelle form og giver fornemmelse af, at den nærmest er blevet formet af vinden gennem tiden.
Bygherre: Ørsted
Team: Inros Lackner AG, Friis & Moltke