Skjern Ungdomsskole
Ungdomsskolen i Skjern har været nødsaget til at flytte i midlertidige lokaler efter omfattende skimmeludfordringer. De midlertidige bygninger har vist sig at rumme potentiale til at blive nogle stemningsfyldte rammer for områdets ungdom igennem en ombygning i kombination med en tilbygning med blandt andet streetpark og multihal.
Ungdomsskolen fungerer både som et fritidstilbud og et alternativt skoletilbud til unge, der ikke trives i folkeskolen. Den nye ungdomsskole skal derfor ikke ligne en traditionel skole, men i stedet signalere frirum, åbenhed og være et sted, hvor alle føler sig velkomne. Der skal være mulighed for at kigge ind udefra, og stedet skal komme af liv og aktivitet. Ungdomsskolen i Skjern skal fungere som et kraftcenter for ungdomskultur, være en ramme om stærke fællesskaber og tilbyde plads til både høj aktivitet og fordybelse. Nøgleord i projektet er ungdomsmiljø, værkstedsmiljøer, fleksibilitet, sambrug og fællesskab.
Bygherrerådgivningen har til formål at støtte Ringkøbing-Skjern Kommune i at udarbejde en plan for ombygningen af de eksisterende bygninger samt tegne tilbygningen og udearealer på dispositionsforslagsniveau. I tæt dialog med Ringkøbing-Skjern Kommune og i samarbejde med Artelia varetager Friis & Moltke brugerproces, projektudvikling og udarbejdelsen af et totalentrepriseudbud.
Hold: Friis & Moltke, Artelia