Aabenraa Akutsygehus er et forstærket og moderne center for sundhedskompetencer
Aabenraa Akutsygehus er ét af fire akuthospitaler i Region Sønderjylland. Den arkitektoniske hovedidé tager udgangspunkt i ønsket om at lave et imødekommende sygehus for både patienten, den pårørende og de ansatte. Med imødekommende menes et hus som i sit udtryk, skala, organisering og detaljering tager udgangspunkt i de mennesker, der skal bruge det. Med designet af Aabenraa Akutsygehus er der skabt et nærværende og inspirerende sygehus, som bliver bundet sammen af en logistisk struktur og en klar funktionsopdeling.
Projektet er udformet med det klare mål at skabe ét samlet sygehus, hvor det nye og det gamle spiller optimalt sammen. En ny sengebygning med enestuer og ambulatorier, et nyt laboratoriecenter, en ny intensivafdeling, en ny sengecentral, udvidelse af varemodtagelsenog en ny helikopterlandingsplads. I hele projektet er alle Sygehus Sønderjyllands nyudviklede koncepter for hospitalsdriften videreført, og visse steder er de styrket yderligere i en videre bearbejdning.
Bygningernes karakteristiske arkitektur markerer sig smukt i landskabs- og i bybilledet. Det eksisterende rektangulære sygehus udgør basen for den nye sengebygning, der udfoldes som en vifte - svævende over fredskovens top - og skaber optimal udsigt, lys og luft til sengestuer og opholdsarealer. Den nye femetagers sengebygning er placeret ovenpå en ny bygningsbase med intensivafdeling, laboratorier og et nyt patienttorv med hovedindgang og cafe. Konceptet sammenføjer det nye projekt med den eksisterende hovedgade, der er sygehusets gennemgående forbindelsesnerve. Det nye patienttorv danner hermed det centrale omdrejningspunkt for sygehuset. Udenfor strækker en ”rambla” sig som et sammenhængende strøg langs sygehusets sydlige facader og følger landskabets hældning op mod hovedindgangen.
Vinder af Årets Sundhedsbyggeri 2020.
Bygherre: Region Syddanmark
Team: 5E Byg, Friis & Moltke, Ravn Arkitektur, Lytt, Cowi