Nyt sundhedsfagligt videnshus i Odder
Visionen for byggeriet af Odder Sundhedshus har været at skabe et sundhedsfagligt videnshus og ressourcecenter, hvor huset er en yderligere udbygning af Odder Kommunes arbejde med at skabe et bredt og kvalificeret nært sundhedsvæsen i VitaPark. Med dette projekt har Odders borgere fået et sundhedshus med synligt fokus på kvalitet og sammenhængende forløb, der understøtter ønsket om fremtidens sundhedsvæsen med mennesket i centrum. Der har i udviklingen af projektet været stort fokus på sundhed i bred forstand med implementering af en lang række sundhedsfremmende tiltag som genoptræning og rehabilitering.
Bygningens smukke beliggenhed højt på grunden omgivet af en grøn park står som et pejlemærke og omdrejningspunkt for sundhed og velvære. Der er arbejdet med at skabe et levende og imødekommende sundhedshus, hvor sammenhænge mellem ude og inde er tydelige. Sundhedshuset indpasser sig i området helhed med enkle murede bygningskroppe i røde tegl. De markante skrå tage afslutter bygningen mod himlen og skaber et arkitektonisk slægtskab med de omgivende bebyggelser.
Uddrag fra dommerbetænkningen:
”Forslagets arkitektur trækker referencer til de smukke klassiske eksempler, som vi bl.a. kender fra Aarhus Universitets smukke parkbebyggelse. Forslaget roses for at kunne levere og designe en så elegant og samtidig så robust struktur, der gennem de ensartede røde toner fremstår meget homogen, på trods af de forskellige materialevalg og overflader. Dette design og dette vartegn vil løfte området i Odder.”
Bygherre: Odder Kommune
Hold: KG Hansen og Sønner, Niras, Friis & Moltke