Det nye statsfængsel i Horsens er placereret sikkert i det åbnede bakkede landsskab under høj himmel
Statsfængslet Østjylland blev indviet i oktober 2006 og er landets bedst sikrede fængsel. Anlægget ligger placeret i det åbne bakkede landskab på Enner Mark vest for Horsens omgivet af marker, græssende kvæg, levende hegn og spredte gårdbebyggelser - og med vidtstrakte udsigter under en høj himmel.
Det har været et mål at nedtone anlæggets institutionelle præg og skabe rammer, der understøtter intentionerne om, at opholdet er rettet mod en efterfølgende tilværelse uden for murene. Den klare bygningsmæssige opdeling og placering i terrænet imødekommer samtidig et krav om sektioneringsmuligheder, udeophold og adspredelsesmuligheder for de indsatte. Fængslets organisering afspejler således et helt samfund inden for murene. De enkelte bygningsafsnit udgør således tre normalsektioner med egne beskæftigelsesafsnit; en særligt sikret sektion; kulturhus med kirke, idrætsfaciliteter, købmand og bibliotek foruden besøgsafsnit samt portbygning og personaleafsnit.
Rammerne for både ansatte og indsatte vil være lysere, rummeligere og mere humane under de nye forhold. Med normalsektionernes indretning kan der sektioneres i enheder ned til seks indsatte, men bygningerne understøtter også større fællesskaber i de enkelte sektioner, såfremt forholdene tillader det.
Projektet har været en stor udfordring for tegnestuen – både hvad angår konkurrencefasens fortolkning af projektets særlige programmatiske problemstillinger samt den efterfølgende projektering, hvor sikkerheds-hensyn har fået særlig fokus.
Adresse
Enner Mark, Horsens
Bygherre
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen
Omfang
28.500 m² / kapacitet på 228 indsatte
Landskabsarkitekt
Egebjerg By & Landskab
Ingeniør
COWI
Konkurrence
2001
Præmiering
2001 - Konkurrence 1. præmie