Udvidelse af Lyngby Stadion med et tribuneafsnit placeret som en reces i landskabet
Lyngby Stadion er med sine markante voldanlæg og eksisterende tribuner centralt placeret i områdets mange idrætsfaciliteter. Fodboldbanen flankeres i enderne af de flotte buede voldanlæg, der favner stadion og skaber fokus på banen. Langsidernes tribuner henvender sig mod spillet og samlet skabes en levende og intens oplevelse omkring kampen på banen. Områdets fokus på sport og bevægelse vil blive udbygget i fremtiden, hvor tankerne om ”idrætsbyen” nærmer sig sin udførelse. I denne samlede masterplan for området vil stadion med sin nye tribune indtage en markant position.
Med dette projekt fornyes tribune- og publikumsfaciliteterne med et stærkt, enkelt og markant greb, der trækker publikum helt tæt på banen. Den nye tribune udformes med et klart fokus på oplevelsen af spillet på banen, og der skabes optimale faciliteter for både salg fra boder, logistik, presse og daglig drift. Samtidig slås takten an til mulige fremtidige udbygninger gennem et robust koncept med gennemtænkte og afprøvede løsninger. Samlet skabes et flot, enkelt og ikonisk tribuneanlæg, som bliver rammen om talrige succesfulde sportsoplevelser.
I dette projekt til udformningen af den nye tribune er der især arbejdet med tre grundlæggende elementer:
- Velfungerende logistik, både for drift og publikum
- Visuel og konceptuel sammenhæng med det øvrige anlæg og idrætsby
- Optimale udsigtsforhold og intensitet i oplevelsen af kampen
I udformningen er der taget udgangspunkt i de eksisterende volde, der omkranser banen i enderne. Dette landskabelige motiv føres med ind i udformningen af det nye tribuneafsnit, hvor selve tribuneopbygningen placeres som en reces i landskabet. Dette viderefører både idéerne fra det eksisterende stadion og griber fat i tankerne omkring masterplanen for hele idrætsbyen, hvor bl.a. overskudsjord bruges til at danne afgrænsning og markere steder i landskabet. Dette sikrer en meget høj grad af robusthed for tribunen både som konceptuel idé, men i høj grad også som bygningsværk, da blottede og udsatte bygningselementer begrænses.
I udformningen af logistikken i den nye tribune har vi valgt en anden løsning end, den der skitseres i byggeprogrammet. Ved at bruge landskabet som en del af konceptet, har vi placeret alle tilskuer- og presserelaterede funktioner på øverste tribuneniveau med en optimal udsigt over banen. Denne løsning frigør arealet under og bag tribunen til driftsfunktioner og skaber enkle og klare bevægelsesmønstre for tilskuere i kampsituationer.
Adresse
Lyngby
Bygherre
Lyngby Taarbæk Kommune
Omfang
1.000 m² / 2.400 tribunepladser
Bygherrerådgivere
Orbicon
Ingeniør
Sloth Møller
Entreprenør
Hoffmann A/S
Konkurrence
2013