Teatret Svalegangen i Aarhus
Med midler fra Købmand Herman Sallings Fond har vi tegnet en ny teatersal, en ankomst-foyer og backstage-faciliteter til Teatret Svalegangen i Aarhus. Med ankomst fra Rosenkrantzgade mødes Svalegangens gæster af et nyt, blødt og farverigt loungeområde mellem caféen og Gammel Scene.
Forløbet op gennem det smalle hus præges af store glaspartier i facaden, som viser samspillet mellem de gamle bygninger og det nye foyer-område. I den nye foyer understreges mødet mellem gammelt og nyt i rumligheder, der inviterer ind i det nye område og samtidigt understreger den gamle bygnings historier.
På toppen af bygningen rejser den nye sal sig op i en syv meter høj bue, der blidt indrammer både gæster og skuespillere. Salen præges af stærk dramatik og effektfulde virkemidler i kraft af unikke belysningsmuligheder i loftsbuen.
Bygherre: Teatret Svalegangen, Aarhus Kommune
Team: A. Enggaard, Viggo Madsen, Friis & Moltke



