Regan Vest - Danskernes Koldrigsmuseum
Konkurrenceforslag til et nyt Koldkrigsmuseum i Nordjylland. REGAN Vest er et bunkeranlæg, der blev opført i allerdybeste hemmelighed i perioden 1963-68, 60 meter under jorden langt inde i Rold Skov. Bunkeranlægget skulle huse både regering, embedsmænd og regent i tilfælde af en eventuel tredje verdenskrig og står den dag i dag komplet med alt originalt interiør. Kulturstyrelsen har besluttet at frede anlæg og inventar og dermed sikre, at et af Danmarks mest monumentale spor fra den kolde krig bevares for eftertiden.
Med ankomsten til Regan Vest, ad et nedtonet stiforløb, der slynger sig gennem det tætte skovbryn og op ad det skrånende terræn, har den nye velkomstbygning fået en rammesætning, der løfter det til et nationalt monument over en tid, som formede vores moderne samfund. Denne diskrete tilgang til fornyelsen, som fastholder det skjulte og det hemmelige sker samtidig i stor respekt for stedets autenticitet. REGAN Vest, maskinmesterboligen og de umiddelbare yderarealer er bygningsfredede, og naturen omkring er omfattet af en naturfredning. Vi har med vores forslag derudover tilpasset fornyelsen, så den understøtter en fremtidig vurdering af REGAN Vest som UNESCO Verdensarv.
Det nye museum er placeret som en klynge af markante monolitter på det skrånende terræn omgivet af høj, tæt skov. Velkomstbygningen er placeret syd for et landskabeligt fremspring, der danner overgang mod og skærmer indgangen til REGAN Vest. Monolitternes skarpe og kompromisløse geometri står i kontrast til løvskovens bløde karakter og flimrende lys. Hver monolit udgør et veldefineret afsnit for museets funktioner – Udstilling, butik, cafe, Læring og Administration.
Som omdrejningspunkt for monolitternes komposition er et markant grønt atrium, omgivet af museets foyer. I dette indre rum opblødes monolitternes skarpe former i et sammenhængende, flydende og imødekommende foyerrum, hvor lys, lethed og blødhed afløser det utilgængelige og monumentale ydre. Det markante foyerrum er museets samlingspunkt og giver adgang til resten af velkomstbygningen.
Vores ambition med dette projekt har været at skabe et bygningsværk, der danner rammen om en unik helhedsoplevelse, hvor livets store følelser, som frygt og håb formidles til en sanselig og personlig relevant indsigt i Danmarks koldkrigstid. Der er i besøgsdesignet givet en særlig opmærksomhed på plads til eftertanke. Til ro og fordybelse. Et besøg på museet skal være en stærk og vedkommende oplevelse for de besøgende.
2. plads i arkitektkonkurrence.
Adresse
Rold Skov, Danmark
Bygherre
Nordjyllands Historiske Museum
Omfang
1.300 m²
Arkitekt
FRIIS & MOLTKE Architects
Landskabsarkitekt
Green Sustainable Landscape
Ingeniør
MOE
Øvrige samarbejdspartnere
Planscape, Lysarkitekten