Pool- og wellness, Hotel Nyborg Strand
Hotel Nyborg Strand er blandt landets største konferencehoteller med en meget smuk beliggenhed – tæt på stranden og med smuk udsigt over Storebælt. Siden 1973, hvor de første streger til hotellet blev tegnet, har Friis & Moltke sikret det arkitektoniske greb i den foranderlige proces, som hotellet etapevis har gennemgået.
Senest er et helt nyt pool- og wellnessområde blevet tilføjet i forlængelse af hotellets vandrehal. Det nye afsnit indgår som fritstående bygningskroppe i en komposition med den eksisterende auditoriebygning, så det frie kig fra vandrehallen til parken bevares. I området mellem teglbygningerne er der etableret et opholdsområde med pejs og liggestole, hvor store glaspartier trækker lyset ind og giver frit udsyn til det store grønne parkområde.
Hotellets arkitektoniske hovedidé, som består af veldefinerede og kantede bygningskroppe med åbne ”mellemrum” er videreført i det nye pool-område. Det fælles opholdsområde med pejs og fodbade er placeret i den åbne del som et terrasserende landskab, der følger skråningen og åbner op mod lyset. Pool- og saunaområderne er placeret i de stemningsfulde teglstensbygninger, som indvendigt er beklædt med Schweizisk granit.
Bygherre: Hotel Nyborg Strand
Team: Friis & Moltke