Nyt sogne- og kirkehus, Herning Kirke
Det nye sogne- og kirkehus ved Herning Kirke er placeret mellem to bygningstypologier - på den ene side er der kirkens store skala samt resten af byens urbane karakter, og på den anden side er der villaer af forskellig arkitektonisk karakter. Det nye sognehus skaber et slægtskab mellem det gamle og det nye samtidigt med, at det holder fast i sit eget formsprog og skaber kontrast til den gamle kirkes formsprog.
Ankomsten til bygningen sker via et uoverdækket gårdrum, der tillader lyset at trænge lang ind i de bagvedliggende rum. Huset er designet ud fra ønsket om et hus, der åbner sig mod omverdenen og inviterer borgerne ind - et omdrejningspunkt i byen, der åbner op for en lang række forskellige aktiviteter og anvendelsesmuligheder, der tilsammen skal danne rammen om kirkens arbejde og visioner for fremtiden.
En dobbeltfacade giver bygningen dybde samtidig med, at mellemrummet bruges til både ankomst og et mindre gårdrum med beplantning. Lys og skygge ”tegner” trækronerne og den bagvedliggende facade og de perforerede teglvægge giver spil i både strukturen og det gennemtrængende lys.
Byggeriet er tildelt Herning Kommunes Bygningspræmieringspris.
Bygherre: Herning Kirke
Team: Hamiconsult, Friis & Moltke