Det nye museumsmagasin samler mere end 60 magasiner under ét - i én unik samling
Den nye formidlings- og magasinbygning bliver et centralt samlingspunkt for Museum Sønderjyllands syv museer og udgør en unik samling af genstande med lokalhistorisk og national betydning. Den omfattende samling består af mange forskelligartede genstande, der hver især rummer en særlig fortælling og plads i vores fælles historie. Arkitektonisk består projektet af tre forskudte bygningskroppe, hvorved der opstår veldefinerede og læfulde gårdrum på begge sider af bygningen. Forskydningerne og de skiftende bygningshøjder skaber variation og et indbydende miljø i en menneskelig skala. Det centrale dobbelthøje rum er byggeriets hjerte og naturlige omdrejningspunkt, hvor alle husets forskellige funktioner krydser hinanden og skaber et levende og mangfoldigt miljø.
Indenfor i bygningen åbner der sig en fortælling i flere lag for de besøgende, hvor man som gæst ledes gennem forskellige områder - værksteder, laboratorier og inddragende udstillingsarealer, der dels giver en fornemmelse af, hvad det vil sige at være menneske i en anden tidsalder og dels, hvad det indebærer at håndtere og præservere arkæologiske fund. Målet har været at skabe spændende og inddragende rammer i formidlingen af historien og det fællesskab, vi alle er rundet af og oplyse om, hvordan vi sikrer den arkæologiske kulturarv for eftertiden. Formidling, natur, historie og arkitektur understøtter hinanden og skaber sammen fortællingen om vores fælles arv. Udenfor etableres et bakket læringslandskab til formidling og undervisning - bl.a. ”Tingstedet”, hvor man kan gå på opdagelse og se og høre, hvordan arkæologiske udgravninger foregår, ”Højen” et velkendt landemærke i landskabet med en særlig historie eller ”Scenen”, hvor gæsterne kan høre historiske foredrag eller se en film under åben himmel.
Adresse
Rødekro
Bygherre
Museum Sønderjylland
Omfang
6.500 m²
Arkitekt
FRIIS & MOLTKE Architects
Ingeniør
Viggo Madsen
Entreprenør
BASE Erhverv
Øvrige samarbejdspartnere
Spangenberg & Madsen
Diagram / Koncept





