Ny svømmehal i Herlev Kommune
Det nye Hjortespringbad fremstår som en markant og skulpturel monolit, der spiller på kontrasterne mellem en let og transperant glasbygning og en tung og mere lukket bygning, der indeholder alle de afskærmede funktioner. Det udendørs bassin indgår i det nye anlæg og tre nye bassiner er tilføjet samt en wellness-afdeling, sauna og omklædning mv. Hjortespringbadet kan herved tilbyde bl.a. Herlevborgerne moderne og attraktive faciliteter.
Svømmecenteret fremstår som to bygninger i én. En tung kerne, der vender sig indad og en let, åben skærm, der åbner sig mod omgivelserne. En stor, åben, appellerende glasbygning, der indeholder alle de udadrettede og højaktive funktioner som foyer, bassiner, vipper, legezoner, strømmende vand, barfodscafé og en vandrutchebane. Gennem de åbne facader træder den anden bygning frem og markerer sig som en tung og mere lukket monolit med præcist og skulpturelt placerede udskæringer, der åbner for styrede udsyn og lysindfald. Den tunge bygning i det lette glashus indeholder de skærmede funktioner som omklædning, baderum, sauna, terapiafdeling, personalefaciliteter og wellnessafdelingen; et område for yderligere fordybelse og personlig velvære.
Bygherre: Herlev Kommune
Team: Sweco, Friis & Moltke