Ny kirkebygning og sognegård
Fra dommerbetænkningen:
"Bygningen fremstår som et smukt stykke arkitektur med en egen nutidig identitet. Bygningen vil være en berigelse for dens brugere og et væsentligt plus for lokalområdets arkitektoniske identitet.
Bygningsanlægget viser en smuk tilpasning til stedets skala med en fin arkitektonisk afstemthed i forhold til villabebyggelsen øst for grunden. Det er på overbevisende måde lykkedes for arkitekten at knytte forbindelse til de omkringliggende adgangsveje. Med det foreslåede vinkelformede bygningsanlæg, der skærmer en lille sydvestvendt kirkeforplads, finder dommerkomitéen, at der er etableret ideelle rammer for en på en gang smuk, imødekommende og værdig ankomst til kirkeanlægget.
I arkitektonisk henseende udmærker forslaget sig ved et sikkert arkitektonisk greb og et smukt samspil mellem bygning og haveanlæg. Bygningsanlægget er udformet således, at kirke og sognegård i det ydre udtryk fremtræder åbent, venligt og imødekommende. Kirkebygningens interne fordelingsarealer, både i sognegårds- og kirkedelen er veldisponerede og varierede, overalt med en rigelig og "livgivende" tilgang af dagslys.
Det er lykkedes arkitekten at sikre varierede og smukke udsigtsforhold fra næsten ethvert punkt i bygningen. I selve kirkerummet er der foreslået en interessant dagslystilgang med en indirekte belysning af altervæggen og en primær lystilgang til kirkerummet via smalle sideskibsagtige nicher."
Bygherre: Grønnevang Sogns Menighedsråd
Team: Cowi, Egebjerg By & Landskab, Friis & Moltke