Klaruphave, boliger
Bebyggelsen består af tre boligklynger, hvor hver klynge har sit eget indre gårdrum. Gårdrummet er udformet som et torv - et shared space - hvor biltrafik og bløde trafikanter færdes i respekt for hinanden. Torvet fungerer således som ankomstrum, mødested og legeplads og skaber grobund for tilfældige møder og samvær. Der etableres desuden et fælles væksthus i bebyggelsen, som giver mulighed for større sammenkomster.
Boligerne er disponeret som familieboliger med vandrette lejlighedsskel, og varierer fra 2-rums til 5-rums boliger. Boligerne opføres i træ og er forberedt for at kunne udføres som modulære bokse. Facadeudtrykket er kendetegnet ved rolige vinduesrytmer, hvor variation opnås ved skift mellem to træoverflader og farver, som er med til at give bygningerne karakter.
Bygherre: Projektgruppen a/s
Team: Friis & Moltke