Nye boliger i et attraktivt grønt og urbant bymiljø
Midt i Aalborg ligger det tidligere godsbaneareal, der i dag er ved at tage form som en ny bydel med boliger, uddannelsesinstitutioner, detailhandel og bypark. Bydelen besidder en ægte urban stemning, og et miljø med alle de tilbud, man kan ønske sig på en så central placering. I det nye kvarter er fortidens anvendelse og aktiviteter synlige i bybilledet. Jernbanesporenes forløb og de karakteristiske rundbuede godsterminal haller samler og aktiverer livet på stedet.
I den nye bydel opføres tre attraktive boligejendomme i en bymæssig, varieret og levende udformning. Boligerne orienterer sig dels mod byen og det urbane byrum dels mod de indre semioffentlige gårdrum. Boligerne og de tre gårdrum er hævet én meter over det omkringliggende terræn for at skabe privatliv til beboerne. De to første etaper af boligerne forholder sig til forlængelsen af den ”gamle” stykgodsterminal i form af betonbuernes åbne struktur. Buerne genetableres som åbne konstruktioner med en partiel let overdækning, der kan give området særpræg og identitet. Samtidig giver det området nogle kulturhistoriske spor, som kan give området stor kvalitet. De genetablerede buer skaber en spændende overgang og et nyt uderum/byrum, der kobler den nye bebyggelse sammen med uddannelsesinstitutionerne og den øvrige del af den genopførte stykgodsterminal på en forfinet og artikuleret måde.
På facader og gavle etableres der tilbagetrækninger af felter i murværket i forbindelse med vinduespartier samt fremtræk af skiftegange, der giver facaden relief, variation og skyggevirkning. Disse arkitektoniske virkemidler skaber en detaljerigdom og en karakter, der understøtter byrummet og som differentierer den nederste base i forhold til de oven liggende etager. Facaderne brydes endvidere op af indgangene til ”hemmelige” haver, hvor beboere og forbipasserende inviteres indenfor via trapper og ramper, der leder op til de gemte haver og opholdsarealer i gårdrummene.
Byggeriet forventes klar til indflytning i 2020.
Bygherre: PKA
Team: A. Enggaard A/S, Werk, Sweco, Friis & Moltke